Rederiet overtager nybygningskontrakter ved koreanske STX og optimerer skibene
NORDEN har bestilt 4 MR produkttankskibe ved det koreanske værft STX Offshore & Shipbuilding Co., Ltd. Skibene med en lasteevne på 49.600 tdw. leveres efter planen i 1. og 2. kvartal 2013. NORDEN har option på yderligere 2 skibe fra værftet.
Skibene udstyres med en elektronisk hovedmotor samt andet udstyr og systemer, som samlet ventes at forbedre skibenes brændstofeffektivitet med godt 15% og reducere CO2-emissionerne tilsvarende. Forbedringerne vil betyde, at skibene ved almindelig fart forbrænder 4 tons mindre brændstof om dagen. I forhold til NORDENs seneste nykontraheringer fra 2007 er der tale om en 25% reduktion af brændstofforbrug og CO2-emissioner.
Kontraheringen er et led i NORDENs strategi om at udvide flåden af egne produkttankskibe ved at købe eller kontrahere kvalitetsskibe til fordelagtige priser. Investeringerne ventes at give attraktive afkast i takt med, at fragtrater og aktivpriser normaliseres, ligesom en større egenflåde giver stordriftsfordele og gør det lettere for NORDEN at opfylde olieselskabernes skærpede krav til kvalitet og sikkerhed på skibene.